Danske Slægtsforskere Facebook
Vi knytter personer med interesse
for slægtsforskning sammen
Danske Slægtsforskere / Kilder / Find slægt uden for Danmark / Grønland

Grønland

Der er forskellige muligheder for at finde slægtsoplysninger fra Grønland på nettet.

Grønlands Nationalmuseum og Arkiv

Grønlands Nationalmuseum og Arkiv har en dansksproget hjemmeside.

På siden om grønlandske kirkebøger findes de indskannede kirkebøger.

I lang tid var Grønland en missionsmark, og kirkebøgerne registrerede kun menigheden. Udøbtes fødsel og død findes derfor ikke i kirkebøgerne.

Den kirkelige inddeling har skiftet gennem tiden. Se vejledningen Hvilken kirkebog?

Herrnhuterne havde fire missioner i Grønland i perioden 1733–1900. Deres kirkebøger er anderledes end de danske og er ført på tysk.

I Qangagooq findes museets fotosamling og digitaliserede kilder fra Nationalarkivet.

Det drejer sig blandt andet om:

  • forstanderskabernes forhandlingsprotokoller
  • kommunerådsprotokoller,
  • Kongelige Grønlandske Handels årlige mandtalslister
  • skematiske indberetninger,
  • præste- og kateketdagbøger
  • privatarkiver.

Kirke, folketællinger og billeder

Har du behov for personhistoriske oplysninger fra perioder, hvor kirkebøgerne ikke er tilgængelige, kan du finde oplysninger om præstegæld og provstier hos Folkekirken i Grønland.

Arkivmateriale for Grønland på Arkivalieronline indeholder blandt andet grønlandske folketællinger.

Dansk Demografisk Database indeholder også grønlandske folketællinger. Vær opmærksom på at:

  • der er en del problemer, især med danskernes familier. I flere tilfælde står en hel boplads, som om den er én husstand.

Arktisk Instituts billeddatabase rummer tusindvis af fotografier og har søgemuligheder på personer, steder og emner.

Det Kongelige Biblioteks billedsamling indeholder blandt andet fotografier af mange personer med tilknytning til Grønland.

Mange danske mænd ansat i Grønland, blev gift med grønlandske kvinder. Det krævede en tilladelse og et indskud i en enkekasse, så hustruen også var forsørget efter mandens død. Den almindelige Enkekasse 1775–1845 indeholder oplysninger om ægtefællernes fødsel og død.

Litteratur

Vejledning

  • Niels H. Frandsen: Slægtsforskning i Grønland. Personalhistorisk Tidsskrift 1997:2.
  • Niels H. Frandsen: Problemer i grønlandske kirkebøger og mandtalslister. Personalhistorisk Tidsskrift 2009:2.
  • Niels H. Frandsen: Den almindelige enkekasse. Personalhistorisk Tidsskrift 2012:2.

Person- og slægtshistorie

  • Niels H. Frandsen: Nogle grønlandske slægter. Forlaget Atuagkat, 2011.
  • Karl Heilmann: Kalaallit kinguaariit. Nuuk, 1996. Bogen er på grønlandsk, men det er let at se, hvornår en person er født, gift og død.
  • Hother Ostermann: Biografiske oplysninger i G.C. Amdrup m.fl. (red.): Grønland i Tohundredeaaret for Hans Egedes Landing. Meddelelser om Grønland, bind 60 og 61. København, 1921.
  • Hother Ostermann: Danske i Grønland i det 18. Aarhundrede. København, 1945.
  • Hother Ostermann: Nordmænd paa Grønland 1721–1814. Oslo, 1940.

For yderligere litteraturoplysninger, se Niels H. Frandsen: Et udvalg af grønlandsk slægtslitteratur. Personalhistorisk Tidsskrift 1998:1.

Grønlandske arkivalier på Arkivalieronline

Oversigten nedenfor omfatter arkivalier fra Det kgl. oktrojerede almindelige Handelskompagni og Direktoratet for Den Kongelige Grønlandske Handel.

Arkivserie Gagebog for betjente og mandskab i Grønland (1759–1775)
Arkivskaber Det kgl. oktrojerede almindelige Handelskompagni (1759–1775)
Arkivseriens navn Gagebog for betjente og mandskab i Grønland (officielt)
Arkivseriens datering Dannelse: 1759–1775
Arkivserie Register til gagebog (1775–1880)
Arkivskaber Direktoratet for Den Kongelige Grønlandske Handel, Bogholder- og Korrespondancekontoret (1775–1880)
Arkivseriens navn Register til gagebog (officielt)
Arkivseriens datering Dannelse: 1775–1880
Arkivserie Gagebog (1775–1880)
Arkivskaber Direktoratet for Den Kongelige Grønlandske Handel, Bogholder- og Korrespondancekontoret (1775–1880)
Arkivseriens navn Gagebog (officielt)
Arkivseriens datering Dannelse: 1775–1880

Gagebøger

  • Gagebog 1775 og 1780 – E m.m.
  • Gagebog 1782 og 1786 – G m.m.
  • Gagebog 1786 og 1789 – H m.m.
  • Gagebog 1789 og 1792 – J m.m.
  • Gagebog 1792 og 1795 – K m.m.
  • Gagebog 1795 og 1798 – L m.m.
  • Gagebog 1799 – M m.m.

Meddelt af Niels Holger Jensen.




(Siden er revideret 29/7-2026).