Slægtsbetegnelser
Jeg - min halvfætters næstsøskendebarn.
Som slægtsforsker støder man ofte på slægtskabsbetegnelser, som man ikke umiddelbart kan overskue, og ikke sjældent støder man på en forkert brug af de mere specielle betegnelser.
Ved kommunikation med slægtninge i udlandet eller ved nøjere granskning af udenlandske (amerikanske) slægtsforskningsprogrammer vil man efterhånden opdage, at det danske sprog er lidt fattigt, når det gælder slægtskabsbetegnelser, og at vi i dag stort set kun har (og bruger) betegnelser på slægtninge inden for de nærmeste par led i familien. Hertil kommer yderligere den udfordring, hvis man bliver DNA-testet, at man her i stor stil møder disse for os danskere ukendte betegnelser.
Vi kender således alle betegnelserne: fætter, kusine, onkel, tante, moster, niece osv., men ikke sjældent har vi sværere ved at gøre rede for, hvad grandtante, halvonkel, næstsøskendebarn o.l. dækker over, og usikkerheden er i sig selv vel også medvirkende til, at disse betegnelser ikke bruges ret meget. Det spiller naturligvis også ind, at vi ikke så tit har kontakt med sådanne lidt fjernere slægtninge, og derfor ikke har brug for betegnelserne i daglig tale og dermed ikke bliver fortrolige med dem.
Betegnelser indenfor 1. og 2. slægtled
Far og mor (forældre), søn og datter (børn), søster og bror (søskende) samt farfar, farmor, morfar og mormor (bedsteforældre) er almindeligt brugte og præcise betegnelser på den allernærmeste, kødeligt beslægtede familie. Til præcis angivelse af børnebørnene findes betegnelserne sønnesøn, sønnedatter, dattersøn, datterdatter, men de bruges ikke så meget i daglig tale.
Slægtskabsbetegnelserne bliver imidlertid lidt mere komplicerede, når vi kommer ud over den allernærmeste familie. Til betegnelse af forældres søskende har vi således farbror, faster, morbror og moster, men bruger også ofte betegnelserne onkel og tante, der både kan omfatte forældres søskende og deres ægtefæller, hvor de sidste jo ikke er kødelige slægtninge. Søsters/brors børn kan præcist angives som søstersøn, søsterdatter, brorsøn og brordatter, men de mere mundrette ord nevø og niece er nok de mest brugte, selv om de ikke oplyser til hvilken side, barnet hører.
Her skal det lige nævnes, at svoger og svigerinde er betegnelser for søsters/brors ægtefælle eller ægtefælles søster/bror, men at betegnelserne også er gangbare for ægtefælles søsters/brors ægtefælle.
Børn til forældres søskende betegnes fætter og kusine, og de kan under ét kaldes søskendebørn, selv om det dog virker lidt misvisende. Der findes øjensynlig ingen mere præcise betegnelser for fætre/kusiner, som angiver, om de er på fars eller mors side. Mærkeligt nok eksisterer der åbenbart ingen gængse betegnelser for børn af fætre og kusiner; der er trods alt tale om relative nære slægtninge.
Betegnelser i 3. slægtled
De ovennævnte slægtskabsbetegnelser vedrører alle slægtninge i indtil 2. led, dvs. efterkommere til bedsteforældre. Der findes også betegnelser for slægtninge ude i 3. led. Grandonkel/grandtante er således betegnelsen for brødre/søstre til ens bedsteforældre, men kan også bruges om ægtefæller til de nævnte brødre/søstre. I daglig tale er grandonkel vel efterhånden blot blevet et andet ord for en fjern slægtning. Børn/svigerbørn til grandonkel/grandtante benævnes halvtante og halvonkel, og børn til dem kaldes endelig grandfætter/grandkusine eller halvfætter/halvkusine. Halvfætre og halvkusiner kan under ét benævnes næstsøskendebørn.
Som det er antydet ovenfor dækker betegnelserne grandonkel/grandtante og halvtante/halvonkel både over kødelige slægtninge og indgifte; akkurat som det var tilfældet med betegnelserne onkel og tante. Halvfætre og halvkusiner kan ifølge Ordbog over Det Danske Sprog derimod ikke bruges om indgifte, hvilket tilsvarende også gælder for "almindelige" fætre og kusiner.
Tilføjelsen "halv-" kender vi også fra de tættere beslægtede halvbror og halvsøster, dvs. søskende til en person, hvor kun den ene af forældrene er fælles. En ny ægtefælle (samlever) til en persons far eller mor kan betegnes henholdsvis stedmor eller stedfar, og har vedkommende selv børn, bliver de personens stedsøskende (stedbror/stedsøster).
Norske Slægtsskabsbetegnelser
Sprogligt ligger dansk ikke langt fra det norske, og de to lande har i mange år været nært knyttede. Når det gælder den nærmeste, familie ser det ud til at være de samme betegnelser, som bruges, dvs. "mor, far, bror, søster, onkel, tante, kusine, fetter, bestefar, grandonkel" osv., men når det gælder angivelse af mere fjerne slægtninge, er det norske sprog mere rigt, idet man har "menning"-begrebet til at beskrive, hvor mange slægtled væk en slægtning er i forhold til den aktuelle person.
Enmenninger er på norsk et andet ord for søskende (fælles ane er et led væk = forældre), tomenninger svarer til fætre/kusiner dvs. søskendebørn (fælles ane er to led væk = bedsteforældre), tremenninger svarer til halvfætre / halvkusiner (fælles ane er tre led væk = oldeforældre), firmenninger er oldebørn, som man har fælles tipoldefar med. Sådan kan man i teorien fortsætte i det uendelige med betegnelserne.
Engelske slægtskabsbetegnelser
Den engelske måde at betegne slægtninge på uden for de 2 nærmeste slægtled minder i nogen grad om det netop beskrevne norske system. Der er imidlertid to fundamentale forskelle. For det første springer man i betegnelserne for slægtninge i lige linie over begrebet oldeforældre, således at den engelske tip-nummerering bliver en tand forskudt i forhold til den norske (og danske).
NORSK (DANSK) |
ENGELSK |
foreldre |
parents |
besteforeldre |
grandparents |
oldeforeldre |
great-grandparents |
tip-oldeforeldre |
great2-grandparents |
tip2-oldeforeldre |
great3-grandparents |
tip3-oldeforeldre |
great4-grandparents |
For det andet tager den engelske nummerering af de fjernere slægtninge sit udgangspunkt i fætre/kusiner (1st cousins), der på norsk svarer til tomenninger, fordi fætre/kusiner er netop to slægtled væk; halvfætre/halvkusiner (2nd cousin) bliver tilsvarende til tremenning på norsk. Her ses nummereringen i de to systemer således også at blive forskudt i forhold til hinanden.
Læs mere om norske slægtskabsbetegnelser her, og mere om engelske slægtskabsbetegnelser her.
Artiklen er et uddrag af en artikel, bragt i Slægt & Data 2/94, skrevet af Svend-Erik Christiansen.